Lær at vælge de gode aktier


Introduktion

Vil du også gerne lære at udvælge de gode aktier? Så er du ikke alene. Vi drømmer alle om at spotte den næste Apple eller Amazon, der ved astronomiske stigninger kan forsøde vores fremtidige tilværelse. Men hvordan skelner vi skidt fra kanel og finder frem til de gode aktier? Det er et af de spørgsmål, der diskuteres oftest i investeringsverdenen. Og det med god grund, det er nemlig ikke “bare lige”. I denne artikel får du en guide til forskellige måder at udvælge aktier på og hvilke værktøjer, du kan anvende. Vi giver dig også opskriften på “det ultimative selskab”.

Find din egen investorprofil

Før vi går i gang med at udvælge aktier, er det smart, at lave en “investorprofil”, der afdækker hvad udgangspunktet for vores investeringer er. Der er fx forskel på hvor mange penge vi har til rådighed og hvilken risiko, vi er villig til at løbe. Ved at besvare nedenstående spørgsmål, får du en retning på dine investeringer, der passer til netop dig. Det er vigtigt at vi kender os selv (som investor), før vi kan udvælge de rigtige, og gode, aktier for os.

Investorprofilen

  • Hvor mange penge har jeg til rådighed? 
  • Hvad er min tidshorisont?Hvad er min risikovillighed? 
  • Hvor meget tid vil jeg bruge på at følge dine investeringer? 
  • Hvilke ting betyder noget for mig (fx bæredygtighed, specifikke brands og lign.) 
  • Hvordan trives jeg med risiko?

Tilgang nr. 1: fundamental analyse

Det første værktøj vi kan anvende til at udvælge de gode aktier er fundamental analyse. 
Fundamental analyse er en af de to hovedretninger inden for aktieanalyse (analyse af værdipapirer). Her kigger vi på fundamentalerne, det vil sige selskabets regnskaber og de nøgletal der findes heri. Ligeledes analyseres selve markedet/feltet som selskabet opererer inden for, vi kigger på konkurrenterne, hvad er mulighederne for at selskabet kan vækste og hvilke fremtidsudsigterne er der for selskabet generelt set. Alt dette for at finde frem til, hvorvidt selskabet, og dermed aktien, er værd at investere i.Lær at vælge de gode aktier med fundamental analyse enten i vores introducerende artikel HER eller med hjælp fra bogen ‘Den lille guide til Fundamental analyse’.  

Opskriften på det ultimative selskab

Da vi havde fundamental investor Kurt Kara på besøg i vores podcast, Ophelia Invest Talks, talte vi netop om, hvad der udgør en god aktie fra hans perspektiv. Kurt gav os en lille opskrift på “det ultimative selskab”. Det vil sige, at jo tættere en given aktie er på nedenstående forhold, desto bedre er den. Opskriften er er baseret på fundamental analyse, som er et af de to vigtigste værktøjer, når det kommer til udvælgelse af aktier.

Opskriften på det “ultimative selskab”

  • Får 40 procent i kassen for hver 100 kroner tjent 
  • Har haft den samme direktør i 10-20 år 
  • Har intet eller kun lidt i gæld 
  • Sælger ikke på kredit 
  • Forrenter egenkapitalen med 10 procent årligt 
  • Praktiserer aktietilbagekøb 
  • Udbetaler udbytte

(Artiklen fortsætter under billedet)

Tilgang nr. 2: teknisk analyse

Det andet værktøj vi kan anvende til at udvælge de gode aktier er teknisk analyse. 

Teknisk analyse handler i bund og grund om, at alle beslutninger tages ud fra kurshistorikken på det pågældende aktiv, da al information er indlejret i prisen. I teknisk analyse arbejder man nemlig ud fra at alt er afspejlet i aktiekursen, det være sig konkurrenter, produkter, sektorer, investorer, konjunkturer. Alt. Til gengæld lærer vi ikke en virksomhed eller et andet produkt grundigt at kende. Det, vi skal blive gode til, er at aflæse grafen og ud fra den få en ide om, hvorvidt kursen skal op, ned eller sidelæns herfra. For bedre at være i stand til det og til at aflæse al den information, der ligger heri, kan vi gøre brug af diverse hjælpemidler. Det er ting som “tekniske indikatorer”, mønstre eller “trendlinjer” til at understøtte ”aflæsningen” af grafen. Teknisk analyse handler mere end noget andet om psykologi. Om at forudsige hvordan de øvrige aktører på feltet vil agere og reagere og forsøge at placere sig hensigtsmæssigt i forhold til netop det, de andre investorer.  

Lær at vælge de gode aktier med teknisk analyse HER.

De 5 investeringsfaktorer

En investeringsfaktor beskriver en måde, hvorpå man potentielt kan opnå et afkast, der er højere end markedsafkastet. Det vil sige, at det er en bestemt tilgang til udvælgelse af aktier, der via forskningen har vist sig at kunne skabe et afkast, der er højere end markedets gennemsnitlige afkast. Faktorerne kan altså hjælpe os med at udvælge de gode aktier.

De 5 investeringsfaktorer er

  • Value 
  • Kvalitet 
  • Small cap 
  • Volatilitet 
  • Momentum

Podcast-episoder om udvælgelse af aktier

I podcasten Ophelia Invest Talks taler vi ofte om, hvordan man udvælger de gode aktier, da dette er en central spørgsmål, når man beskæftiger sig med investering. 

Her er en række episoder, der handler om netop udvælgelse af aktier.

Afsnit 21: Aktieanalyse med Michael Friis Jørgensen

Afsnit 24: Fundamental analyse med Martin Gottlob

Afsnit 32 og 26: Value investering med Kurt Kara

Afsnit 46: Teknisk analyse med Lars Persson 

Afsnit 49: Passiv investering med Lars Kroijer

Men husk… de færreste rammer rigtigt

Mange af os drømmer om at finde og time købet af den næste vinder-aktier ved fx at anvende ovenstående værktøjer. Udfordringen er dog at lang de færreste kan slå markedet, dvs. opnå et merafkast, i forhold til er markedsindekset. Megen forskning tyder på, at hverken private investorer eller professionelle investorer formår at slå markedet efter omkostninger. Det vil sige, at det i mange tilfælde faktisk ikke giver mening at forsøge at udvælge de gode aktier men, at vi i stedet bør investere i en stor pulje af aktier via fx en investeringsforening. 

Der er ikke noget galt med at investere i enkeltaktier, hvis vi synes det passer bedre til os, så længe vi er klar over den højere risiko.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Andre muligheder

Investeringsforeninger

Når vi investerer i en investeringsforening, investerer vi i fællesskab eller i forening med andre, hvor vi kan vælge mellem forskellige investeringsfonde eller afdelinger med hvert deres speciale. Fonden investerer i en masse forskellige aktier, og vi køber en lille del af fondens samlede investeringer. Derved får vi en stor spredning, da vi i stedet for selv at sidde og udvælge aktierne, investerer i en stor gruppe aktier, og derved bliver vores risiko lavere. På den måde slipper vi helt for at skulle bruge tid på at udvælge de gode aktier.

Vi har skrevet en hel artikel om investeringsforeninger, hvor du kan læse mere.

Robotrådgivere

En anden mulighed er, at få en robot til at udvælge aktier for sig. Når man skal forklare, hvad en robotrådgiver er, giver det god mening at tænke på en klassisk bankrådgiver. En robotrådgiver forsøger nemlig, og kan i mange tilfælde, erstatte den rådgivning en bankrådgiver ville kunne give os. Den stiller de samme spørgsmål, som bankrådgiveren ville stille. Den spørger for eksempel, hvor mange penge vi vil indskyde til at starte med, hvor stor en risiko vi er villige til at tage, og hvornår vi forventer at skulle bruge pengene igen. Ud fra vores svar foreslår robotrådgiveren typisk at investere i en række indeksfonde, hvorefter vi blot skal trykke “investér” eller lignende. Det hele foregår gerne via en app, hvor vi også kan følge vores afkast og indstille appen til at investere et fast beløb hver måned. Robotrådgiverne har fokus på at holde omkostningerne nede og opnå et langsigtet afkast. 

Vi har også skrevet om robotrådgivere, så den kan du også læse, hvis det har din interesse. 

Opsummering

Der findes altså en række forskellige værktøjer, vi kan anvende, når vi vil forsøge at spotte de gode aktier. Særligt fundamental og teknisk analyse er gode værktøjer, når det kommer til udvælgelse af aktier. Endvidere kan vi blandt andet anvende de såkaldte investeringsfaktorer. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at udvælgelse af aktier er rigtig svært og få lykkes med det, hvorfor nogle med fordel kan overveje i stedet at investere via investeringsforeninger og fonde.