Aurora Cannabis Inc

- en usikker investering i et spændende produkt


5. august 2019.
Analyse udarbejdet til Ophelia Invest af aktieekspert med speciale i råvarer Peter Arendt


Peter Arendt driver investeringssitet minAGRO.dk og laver derudover analyser til dansk landbrug. Han fungerer desuden som mentor for både nye såvel som mere erfarne investorer. Peter er uddannet Cand. merc. og har handlet med aktier siden 1999.


Sidst men ikke mindst skriver han i øjeblikket på bogen den lille guide til Investering i Råvarer som udkommer på Forlaget Penge sidst på året. Du kan tilmelde dig en mail HER, hvis du vil have en mail når vi sætter bogen til forudbestilling med rabat.


Anbefaling

Aktuel kurs: 8,39 CAD 


Jeg anbefaler lige nu at du er afventende med at investere i Aurora Cannabis aktien, eftersom den korte trend er ned. Jeg ser to muligheder for at komme ind i aktien ud fra et teknisk perspektiv: 


1. Køb aktien ved eventuel test og afvisning af interval bund og støtte i 5,29 CAD med tæt stop under f.eks. 5,00 CAD 

2. Køb aktien hvis den bryder over 10 CAD med tæt salgs og tabsstop lige under 7,70. 


I begge tilfælde vil jeg i første omgang jagte toppen fra sidste år oppe ved 16,50 CAD.


Analyse

Cannabis aktier har været voldsomt meget i vælten på grund af cannabissens gavnlige effekt på flere helbredsmæssige problemer. Den nok mest kendte aktie indenfor dette felt er Aurora Cannabis Inc aktien, der blandt andet handles på den canadiske børs. Selvom der snakkes meget om aktien, så er det ikke ensbetydende med at det nødvendigvis er en god investering lige nu og her. 


Nuvel, købte du aktien i 2017, inden verden så at sige gik af lave for cannabis aktier, så havde du gjort en god forretning den dag i dag. Tilbage i 2017 lå aktien således og handlede til en pris i omegnen af blot 2 canadiske doller (CAD). Den dag i dag er aktiens aktuelle kurs 8,39 CAD. Købte du derimod aktien da hypen om cannabis var på sit højeste, for lige godt et år siden, så ville investeringen derimod være blevet halveret. Tilbage i oktober måned sidste år var aktien således oppe og toppe ud ved ny kursrekord i lige godt 16,50 CAD.





Kigger vi på aktien i det store perspektiv, så ligger den og handler i et stort og usikkert handelsinterval, gående fra bund og støtte i 5,29 CAD og op til top og modstand i de godt 16,50 CAD. Det vil dermed sige, at den lange trend er sidelæns. På kort sigt er trenden derimod ned. Men aktien ligger forholdsvis tæt på det store intervals bund og støtteniveau i 5,29. Dermed virker det nedadgående kurspotentiale efterhånden til at være ret begrænset. Det betyder dog ikke, at aktien er plukkemoden ud fra et teknisk perspektiv – ikke endnu. Således skal vi som minimum have aktien tilbage i op-trend på kort sigt, før der kommer et teknisk signal til køb af aktien. Denne trendvending vil jeg lige nu vurdere vil komme, hvis aktien kan bryde op over første modstand i opadgående retning i 10 CAD. Herefter vil der være et teknisk potentiale op mod i første omgang det store kursintervals top og modstandsniveau i lige godt 16,50 CAD. Skulle aktien på et tidspunkt få held med også at bryde op over 16,50 CAD, så vil der været et stort efterfølgende opadgående potentiale for aktien mod området omkring 25 til 30 CAD. 


Men det er ikke relevant at kigge så højt op i kursgrafen, som tingene forholder sig netop nu. Således taler de tekniske indikatorer, RSI og MACD stadig for at aktien skal falde i kurs. Der er nemlig tale om det der hedder stigende momentum i nedadgående retning. Det vil på jævnt dansk sige, at styrken stadig er tiltagende for aktiens kurs i nedadgående retning. Derfor vil jeg lige nu afvente handel af aktien. Skulle aktien nå ned i bunden af det store interval og afvise nede i området omkring 5,29 CAD så vil vi her få en god købsmulighed.


Hvis derimod aktien fortsætter op fra aktuelt kursniveau, så vil brud op over første modstand i opadgående retning i de 10 CAD ligeledes skabe et teknisk signal til køb. 


I nedadgående retning er der i første omgang støtte til aktien ved sidste uges bundniveau i kurs 7,73. Brud her under vil signalere at aktien skal fortsætte tilbage mod intervallets bund og støtte i 5,29 CAD. Derfor vil brud under 7,73 bekræfte den kortsigtede ned-trend og dermed også bekræfte at du indtil videre skal være afventende med at investere i aktien.




Vil du have Peters næste analyse direkte ind i din indbakke? Så kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev nederst på vores hjemmeside HER. De næste to uger sender vi nemlig gratis analyser ud til alle vores mange nyhedsbrevsmodtagere. Og hvis du vil have indflydelse på, hvad analysen skal handle om, så kan du give din mening til kende på vores Facebookside Ophelia Invest HER. Der ligger en tråd om samme fra den 5. august 2019.






Ansvarsfraskrivelse (disclaimer): Vi er ikke økonomiske rådgivere, og vi fralægger os ethvert ansvar for de økonomiske valg, du måtte træffe på baggrund af det, du læser på denne blog. Indholdet på bloggen er af oplysende karakter og har et uddannelsesmæssigt sigte. Det er ikke at betragte som hverken investeringsrådgivning eller anbefalinger, ej heller forholder vi os til læserens private, økonomiske situation. Enhver brug af oplysninger er på egen risiko. Al handel med værdipapirer indeholder risici. Man bør ikke handle for penge, man ikke har råd til at tabe. Vi opfordrer til, at der søges rådgivning, hvis læseren ikke forstår de på området gældende risici. Det historiske afkast på feltet investering er ingen garanti for fremtidig gevinst. Vi er ikke er ansvarlige for nogen valg, du måtte træffe, på baggrund af hvad du læser på www.opheliainvest.dk eller hører til events arrangeret af Ophelia Invest IVS. 


Hos Ophelia Invest omtaler vi som udgangspunkt kun virksomheder som vi selv finder interessante og vedkommende. Vi modtager i nogen grad kommission og/eller betaling for annoncering fra virksomheder, der er omtalt på hjemmesiden. Når det er tilfældet søger vi samme grad af objektivitet som man kan finde hos andre professionelle medier og deres annoncører.Indtægterne fra annoncering lader os skabe nyt indhold om investering, opsparing og privatøkonomi bredt set såvel som afholde nye spændende events. Husk altid at historiske afkast ikke er en garanti for de fremtidige og at man som udgangspunkt ikke bør investere for penge man vil være ked at miste adgangen til i en periode af uvis længde og i yderste instans potentielt helt miste.