Robotrådgivere

Et billede af en robot

Introduktion

I løbet af de seneste år er der kommet flere og flere såkaldte “robot-rådgivere” ind på det danske investeringsmarked. Alle de største danske banker har hver deres “robot”. Selvom de har navne som Nora, June og Darwin har de hverken hjul, øjne eller arme. Det til trods kan de ende med at være en god ven, når vi vil i gang med at investere. Særligt hvis vi er nybegyndere, men selv erfarne investorer kan have gavn af dem. 


De rækker en virtuel hånd ud og viser os en genvej ind i investeringsverdenen. De gør det nemt, relativt billigt mere overskueligt at investere som en almindelig investor, som ikke har lyst til at bruge en masse tid på at investere, men blot ønsker en fornuftig forrentning af sine penge. Denne artikel er din guide til, hvad robotrådgiverne tilbyder, og hvordan du vælger den, der er rigtig for dig. 

Hvad er en robotrådgiver?

Vi har allerede afsløret, at de hverken har øjne eller arme, men når man skal forklare, hvad en robotrådgiver er, giver det god mening at tænke på en klassisk bankrådgiver. En robotrådgiver forsøger nemlig, og kan i mange tilfælde, erstatte den rådgivning en bankrådgiver ville kunne give os. De stiller de samme spørgsmål, som bankrådgiveren ville stille. De spørger for eksempel, hvor mange penge vi vil indskyde til at starte med, hvor stor en risiko vi er villige til at tage, og hvornår vi forventer at skulle bruge pengene igen. Ud fra vores svar foreslår robotrådgiveren at investere i typisk en række indeksfonde, hvorefter vi blot skal trykke “investér” eller lignende. Det hele foregår gerne via en app, hvor vi også kan følge vores afkast og indstille appen til at investere et fast beløb hver måned. De første robotrådgivere, stadig ofte kaldet robo-advisors i Danmark, blev introduceret i USA i 2008, og har sidenhen for alvor indtaget det skandinaviske marked. Robotrådgiverne var oprindeligt et værktøj, som bankrådgiverne kunne anvende, men nu er det altså blevet gjort tilgængelig direkte for os private investorer.    


Vil du til foredrag?

Lær at investere foredrag KBH 05.12.19
349,00 kr

Robotrådgiverne er billigere end bankerne

Langt de fleste robotrådgivere er baseret på passiv forvaltning. Tankegangen bag passiv forvaltning er, at det på sigt er svært at opnå et bedre afkast end det gennemsnitlige markedsafkast. Derfor går man efter at få markedsafkastet ved at købe ETF’er og indeksfonde, der følger udviklingen i et bredt indeks. Vi bliver altså som investorer ejer af en lille smule af en helt masse forskellige aktier og/eller obligationer, hvilket betyder, at vi opnår en stor spredning og dermed en lavere risiko. Når der ikke er en bankrådgiver eller investeringsforening, der sidder og udvælger specifikke aktier for os (kaldet aktiv forvaltning), så betyder det samtidig væsentligt lavere omkostninger for os. 


Ved robotrådgiverne skal vi typisk betale 0,5-1 procent i ÅOP (Årlige Omkostninger i Procent), hvorimod aktive forvaltere tager op imod 2-3 procent i ÅOP. Investeringsrobotterne er altså en nem måde at opnå en spredt portefølje til lave omkostninger. Du kan læse mere om aktiv og passiv forvaltning i vores artikel om investeringsforeninger og fonde.

Du kan komme i gang på 10 minutter

Skulle vi helt selv opbygge en investeringsportefølje med en god spredning, der passer til vores præferencer og privatøkonomi, kan det være meget tidskrævende og dyrt, hvis vi har brug for vejledning og ikke kender en, der kan hjælpe os. Robotrådgiverne er med til at give private (og nye) investorer adgang til en relativt sofistikeret og personaliseret rådgivning, der tidligere var forbeholdt mere velhavende investorer. Det kræver praktisk talt ingen forhåndsviden eller erfaring med investering, og vi kan komme i gang på 10 minutter, mens vi ligger på sofaen. Robotrådgiverne kan være et godt springbræt for os, der gerne vil prøve at mærke, hvordan det føles i maven at investere. Vi kan komme i gang for helt ned til 100 kroner.

Modtag vores ugentlige nyhedsbrev

Så sørger vi for at du aldrig går glip af nyeste artikel, blogindlæg, event, podcastepisode ligesom der hver uge er et fagligt tema så du bliver klogere.

Beskatning

Robotrådgiverne indberetter automatisk vores afkast og oplysninger til skattemyndigheder, så det er som udgangspunkt ikke noget, vi skal bekymre os om. Vi skal dog være opmærksomme på, at mange at robotrådigverne investerer i ETF’er, der er såkaldt lagerbeskattede. Lagerbeskatning betyder, at man hvert år betaler skat af et urealiseret afkast på en investering. Du kan læse en mere uddybende artikel om skat her.   

Fordele og ulemper ved robotrådgivning

Herunder opsummeret de vigtigste fordele og ulemper ved robotrådgivning:


Fordele:
  • Nemt at komme i gang
  • Lave omkostninger
  • God spredning
  • Lav minimumsinvestering

    Ulemper:
  • Begrænset udvalg
  • Lagerbeskatning  

Danske robotrådgivere

Du vil nu blive præsenteret for en række danske robotrådgivere, der alle tilbyder mere eller mindre samme produkt. Der er dog visse forskelle og ligheder, der er gode at kende til, før du vælger din egen robotrådgiver. Vi har oplistet de vigtigste egenskaber ved de forskellige robotter, så du let kan sammenligne dem og vælge netop den, der passer til og dine behov.  

  • NORD.investments (partnerbank er Saxo Bank)
  • June (Danske Bank)
  • Nora (Nordea)
  • SparIndex (SparInvest)
  • Darwin (sammenslutning af banker)
  • Munnypot (Jyske Bank)

Nord.investments

NORD.investments er en digital platform, der er udviklet med Saxo Bank som partner. På baggrund af en investeringsteori fra en nobelprisvindende økonom, investeres der passivt i ETFer sammensat af aktier, obligationer og andre aktivklasser for at opnå den optimale sammensætning. Vores portefølje rebalanceres automatisk cirka 2-3 gange om året, hvilket betyder, at der automatisk opretholdes den sammen procentuelle fordeling mellem for eksempel aktier og obligationer, således at vores risikoprofil ikke ændre sig. NORD.investment skriver selv, at det kun lykkes 1 procent af både private og professionelle investorer at “slå markedet”, dvs. opnå et bedre afkast end det generelle marked, hvorfor det giver langt bedre mening at investere passivt til lavere omkostninger og derved opnå markedsafkastet.


Totale årlige omkostninger: 0,6-0,8 procent

Minimumsinvestering: 30.000 kroner

Mulighed for bæredygtig investering: Ja

June

June var den første robot på markedet og er Danske Banks bud på en robotrådgiver. Vi behøver dog ikke være kunde i Danske Bank i forvejen for at investere via June. På June kan vi komme i gang fra helt ned til 100 kroner. Vi kan vælge mellem 4 forskellige risikoprofiler. June følger også den nobelprisvindende strategi “Modern Portfolio Theory”, som er inspireret af Harry Markowitz. Vi bør være opmærksomme på, at June kun peger på egne produkter. Det vil sige, at vi får tilbudt den bedste løsning indenfor netop deres produkter men ikke blandt alle produkter i verden. Det kan sagten være udmærket, men det er en god idé at tjekke op på, om deres fonde er konkurrencedygtige sammenlignet med andre tilbud. June er både tilgængelig som Iphone app og web app.


Totale årlige omkostninger: 0,88-0,94 procent

Minimumsinvestering: 100 kroner

Mulighed for bæredygtig investering: Ja


Vil du lære at investere?

Den lille guide til Investering 2019
199,00 kr

Nora

Nora er Nordeas robotrådgiver, og her behøver vi også kun 100 kroner for at komme i gang. Den følger meget de samme principper som June. På Nordeas hjemmeside for Nora, er der et en fin illustration, der viser, at hvis vi i 2008 investerede 10.000 kroner på deres mest almindelige risikoprofil, ville vi i december 2018 have 16.300 kroner, mens man kun havde haft 10.500, hvis man havde ladet pengene stå på en lønkonto til 0,49 procent i indlånsrente. De har også et fint eksempel, der viser, at 100 kroner i dag, kun er 82 kroner “værd” om 10 år. Der er altså god grund til at investere. Også Nora peger kun på egne produkter, hvilket vi skal være opmærksomme på, da de så ikke er uvildige. Nora er kun på web-app.


Totale årlige omkostninger: 0,71-0,96 procent

Minimumsinvestering: 100 kroner

Mulighed for bæredygtig investering: Ja

SparIndex

Sparindex er den såkaldte robortrådgiver fra investeringsforeningen Sparinvest. Baseret på de spørgsmål vi bliver stillet på hjemmesiden (Sparindex er ikke en app), bliver vi anbefalet en ud af tre risikoprofiler og bliver ledt videre til den dertilhørende fond. Vi har dog også mulighed for at sammensætte vores egen portefølje med fonde, hvis vi vil. Udover de totale årlige omkostninger er der en kurtage på både køb og salg på 0,10 procent. Sparindex peger også på egne produkter. Sparindex vandt blandt andet denne analyse fra Forbrugerrådet Tænk, der sammenligner de forskellige robotrådgivere på flere parametre. Sparindex vandt primært fordi, de i testen havde de laveste totale omkostningsniveau, og at alle kan komme i gang for bare 200 kroner.


Totale årlige omkostninger: 0,78-0,88 procent

Minimumsinvestering: 200 kroner

Mulighed for bæredygtig investering: Ja

Darwin

Darwin er en robotrådgiver, hvor en hel række mindre banker står bag herunder Spar Nord, Sydbank og Skjern Bank med flere. Darwin minder meget om de øvrige dog med den forskel, at det koster 10 kroner at trække sine penge ud af investeringen. Darwin peger også på produkter fra egne afdelinger. Der er mulighed for at vælge fire forskellige risikoprofiler. Darwin er udelukkende en app og er tilgængelig på både Iphone og Android.


Totale årlige omkostninger: 0,87-1,25 procent

Minimumsinvestering: 1.000 kroner

Mulighed for bæredygtig investering: Ja

Jyske Munnypot

Jyske Munnypot er Jyske Banks bud på en robot og vi må være kunder i Jyske Bank for at kunne anvende den. Der er fem risikoprofiler, mulighed for bæredygtig investering og mange af de samme features som hos de andre. I modsætning til konkurrenterne er Jyske Munnypot baseret på aktiv forvaltning, hvilket også betyder, at omkostningerne er lidt højere. Jyske Bank skriver selv at de højere gebyrer skyldes et ekstra rådgivningselement sammenlignet med andre løsninger. De har for eksempel en chatbot. Jyske Munnypot skiller sig altså lidt ud og har derfor også en lidt anden beskatning alt afhængigt af hvilke fonde, vi vælger. 


Totale årlige omkostninger: 1-1,70 procent

Minimumsinvestering: 200 kroner

Mulighed for bæredygtig investering: Ja

Sådan kommer du i gang

Her en simpel trin-guide til dig, der vil i gang med det samme.

  1. Vælg robotrådgiver
  2. Vælg din tidshorisont (helst over 5 år)
  3. Bestem din risikoprofil
  4. Vælg startindskud samt evt. månedlig investering
  5. Investér

Gode råd

Afsutningvis er her lige en lille tjekliste, du kan bruge, når du skal træffe dit valg


  1. Hold øje med ÅOP
  2. Tjek om der er gebyrer forbundet med at hæve penge fra robotten igen
  3. Undersøg eller spørg om robotrådgiveren måler sig op mod et benchmark (fx et indeks), så du kan se hvorvidt den har levet op til afkastet
  4. Hvis du fortryder, kan du altid trække pengene ud igen

Videre læring og sparring

Hvis du er blevet inspireret og vil lære mere, så kan du eventuelt følgende nedenstående links for videre læring og sparring:


Podcast

Hvis du er glad for podcast-mediet udgiver vi nye episoder af vores podcast Ophelia Invest Talks hver fredag.


Video

Er du glad for videoer? Vi har en stribe korte læringsvideoer på vores YouTubekanal, hvis du subscriber går du aldrig glip af den nyeste.


Facebookgrupper

Hvis du har brug for sparring, er du velkommen i vores to Facebookgrupper, Kvindelogen Investeret og Aktieklubben Danmark, hvor alle spørgsmål er meget velkomne.


Mangler du noget?

Vi vil altid gerne høre fra dig hvis du har forslag til emner du gerne vil have belyst. Send os er mail her.

Ansvarsfraskrivelse

Vi er ikke økonomiske rådgivere, og vi fralægger os ethvert ansvar for de økonomiske valg, du måtte træffe på baggrund af det, du læser på denne blog. Indholdet på bloggen er af oplysende karakter og har et uddannelsesmæssigt sigte. Det er ikke at betragte som hverken investeringsrådgivning eller anbefalinger, ej heller forholder vi os til læserens private, økonomiske situation. Enhver brug af oplysninger er på egen risiko. Al handel med værdipapirer indeholder risici. Man bør ikke handle for penge, man ikke har råd til at tabe. Vi opfordrer til, at der søges rådgivning, hvis læseren ikke forstår de på området gældende risici. Det historiske afkast på feltet investering er ingen garanti for fremtidig gevinst. Vi er ikke er ansvarlige for nogen valg, du måtte træffe, på baggrund af hvad du læser på www.opheliainvest.dk eller hører til events arrangeret af Ophelia Invest IVS.

Samarbejder

Hos Ophelia Invest omtaler vi som udgangspunkt kun virksomheder som vi selv finder interessante og vedkommende. Vi modtager i nogen grad kommission og/eller betaling for annoncering fra virksomheder, der er omtalt på hjemmesiden. Når det er tilfældet søger vi samme grad af objektivitet som man kan finde hos andre professionelle medier og deres annoncører. Indtægterne fra annoncering lader os skabe nyt indhold om investering, opsparing og privatøkonomi bredt set såvel som afholde nye spændende events. Husk altid at historiske afkast ikke er en garanti for de fremtidige og at man som udgangspunkt ikke bør investere for penge man vil være ked at miste adgangen til i en periode af uvis længde og i yderste instans potentielt helt miste.

Nyhedsbrev?


Vil du til foredrag?

Lær at investere foredrag KBH 05.12.19
349,00 kr

Vil du lære at investere?

Den lille guide til Investering 2019
199,00 kr

Følg med på YouTube