UGEN DER GIK - UGE 7


Hvad var vigtigt på aktiemarkedet i ugen der gik, og hvad holder vi øje med i næste uge?



Det danske aktiemarked indleder den nye dekade i himmelhøj kadence og fortsætter således de monumentale takter


På trods af global ængstelighed, hovedsageligt dikteret af den famøse coronavirus, kan de danske aktier fortsat opretholde himmelflugten, hvilket resulterer i anseelige kursstigninger akkompagneret af investor-eufori. 


Vi skal grave relativt dybt i erindringen, hvis vi skal sætte den nye dekades start for de danske aktier i relief til noget sammenligneligt. Det forholder sig i skrivende øjeblik således, at de danske aktier i starten af 2020 har serveret en delikatesse af en kursstigning på hele 7,42 procent, hvilket naturligvis er katalysator for stor dansk eufori. Den optimistiske atmosfære kan måske i kølvandet på global ængstelighed om coronavirus og afmatning synes en smule malplaceret, så hvordan kan dte være, at de danske aktier samlet har konfronteret alt dette uden de store kvaler? 


Først og fremmest er forklaringen, i vid udstrækning, et spørgsmål om imponerende regnskaber, hvilket naturligvis er inciterende nyheder for de mange investorer, som holder et vågent øje med det danske marked. Endvidere er det unaturligt lave rentemiljø ligeså en væsentlig katalysator for de store aktiestigninger og den generelle investeringsvilje på markederne. Store aktører på det pengepolitiske marked har foretaget konsekvente opkøb af statsobligationer, hvilket bevirker at efterspørgslen stiger og obligationsrenten falder. En syntese, som generelt er i aktiemarkedets favør, da det bliver holdeplads for store investeringer og dermed markante kursstigninger. 


En anden væsentlig nuance, som i høj grad er karakteristisk for de store danske selskaber, er de defensive produkter. Et utal af de danske sværvægtere på aktiemarkedet er funderet på brancher som vindenergi, energiomstilling, medicinalproduktion mm, hvilket på prætentiøs vis betegnes som defensive aktier. Det interessante herved er, at disse aktier er mindre konjunkturfølsomme, da selve produkterne ud fra et globalt perspektiv kan karakteriseres som essentielle. Der er således et tilnærmelsesvist konstant behov for disse ydelser, hvilket naturligvis sikrer det danske marked en stor ballast og modstandsdygtighed. Dette kom eksemplarisk til udtryk i den globale ængstelighed angående Coronavirussen. 


Som almen investor er dette naturligvis interessant og betryggende nyheder, såfremt man er eksponeret for det danske indeks. Vi er, så at sige, i en relativt sikker havn i investeringsøjemed.  




Mærsk sætter kursen med ny finansdirektør og kan styre mod nye ambitioner


I det forgangne år styrede Mærsk ind i tågen, da de på et øjeblik måtte vinke farvel til både deres driftsdirektør og deres finansdirektør, da begge valgte at navigere væk fra kølvandet på det danske hjertebarn. I denne uge kan Mærsk dog præsentere et nyt prominent navn i titlen som finansdirektør. 


Navnet på Mærsk´s nye finansdirektør er Patrick Jany, og han indtræder pr. 1 maj den toneangivende rolle som CFO i Mærsk. 52-årige Patrick Jany må karakteriseres som en erfaren og kompetent herre indenfor finansiel drift. Den nye titel bevirker naturligvis, at han efter en længere årrække må vinke farvel til de faste rammer i den schweiziske kemivirksomhed, Clariant. Afskeden kommer i kølvandet på yderst turbulente seancer i den daværende stilling. Clariant mistede først deres topdirektør, da en række strategiske alliancer samt en større joint venture slog fejl, hvilket influerede virksomheden med stor polemik. Det er med stor sandsynlighed heller ikke et plaster på såret nu at miste en så erfaren herre med indgående kendskab til de finansielle aktiviteter i selskabet. 


Patrick Jany skal ganske uomtvisteligt løbe hurtigt for at følge med de store armbevægelser som i denne tid gøres i Mærsk. “Patrick Jany skal spille en nøglerolle i at fremskynde vores strategiske transformation” - Sådan lyder ambitionerne hos topdirektør, Søren Skou, som naturligvis kan ånde lettet op ved tanken om en kompetent CFO til at understøtte og underbygge de store ambitioner. I særdeleshed referer Søren Skou til Mærsk´s proklamation om at udvide den logistiske del af forretningsforetagendet, hvor visionen i høj grad lyder på at ekspandere landforretningen. Mærsk manifesterede med tydelighed tidligere på året, at man fremover ville disponere store investeringer på at udvide det logistiske ben på landjorden. Dette skabte på dansk grund forundring og muligvis ængstelighed blandt potentielle konkurrenter som DSV, som tilkendegav at en position som direkte konkurrent ville føles “surrealistisk”. 


Det bliver uhyre interessant at se, hvorledes Patrick Jany formår at eksekvere opgaven, og om han kan være toneangivende i den strategiske transformation. Armbevægelserne fra Mærsk er næppe små. 


Vil du lave en opsparing til dine børn?


Tyskland abdicerer, stik mod den historiske tradition, som Danmarks største eksportmarked


Den tyske økonomi er stødt blevet reduceret til ukendelighed over den seneste periode. Afmatning, lav vækst, og milimeter fra teknisk recession. Det store billede har været malet med pessimisme og tilbagegang for den tyske økonomi, og det bevirker ligeså, at de ikke længere er de danske virksomheders ypperligste afsætningsmarked. 


Siden 1970 har Tyskland holdt fodfæstet som Danmarks største marked, men nu træder de ud af rampelyset til fordel for det stærke amerikanske marked. Tronskiftet er en kuriositet, da Tyskland historisk set har været så vital en faktor for de danske virksomheder, og det skal naturligvis heller ikke forstås således, at det tyske marked nu bliver negligeret. Det er dog svært at holde trit med den nuværende amerikanske økonomi, som leverer monumentale nøgletal på stribe. Den progressive fremgang for amerikanerne influerer ligeså de danske virksomhed positiv, da det skaber økonomisk albuerum for større forbrug af blandt andet danske varer og investeringer. 


Symbolværdien af ovenstående er stor da det, udover at positionere amerikanerne positiv i de danske virksomheders øjne, ligeså eksemplificerer en generel tendens blandt de danske selskaber. Det er ikke længere udelukkende EU, som de danske virksomheder sonderer muligheder i, faktisk sker der en forskydning af den danske eksport, som rykker længere væk. Kina er ligeledes blevet et essentielt marked at vinde, hvilket selvsagt skyldes befolkningens størrelse, og de muligheder som dette fordrer. Dermed ser vi ligeledes i denne tid prominente danske virksomheder, som forsøger at positionere sig på det kinesiske marked. 


Det bliver interesant at følge, om USA formår at opnå den ballast, som Tyskland før i tiden havde på det danske marked, eller om Tyskland formår at genfinde sin store autoritet rent økonomisk.  

   

Vil du til foredrag?

Liquid error: product form must be given a product

Hvad skal vi holde øje med i den kommende tid?- Ørsted bekæmper proaktivt skævvridning i kønsfordeling. 


Danske Ørsted er notorisk kendt for at være visionær og gøre sig mange tiltag for optimere selskabets innovation og kreative proces, og dette eksemplificerer de endnu engang med nye tiltag.


Helt konkret er ambitionen fra Ørsteds side at lokke flere kvinder ind i selskabets naturvidenskabelige arbejdsområder. Ønsket er således at sikre en gruppedynamik, som danner de favorable rammer for nye innovationer. Det skal blandt andet gøres gennem uddannelseskampagner, workshops mm. 


Det bliver spændende at se, hvorledes de nye ambitioner konverteres til handling i den kommende tid og om visionen på lang sigt bærer frugt.  





Vil du læse mere? KLIK HER og kom videre til de største nyheder på aktiemarkedet de sidste par uger. Læs blandt andet om Nordnets rabatter, DSV og Vestas' partnerskab og Simcorp i vores opdatering på uge 5, 2020.





Ansvarsfraskrivelse: Vi er ikke økonomiske rådgivere, og vi fralægger os ethvert ansvar for de økonomiske valg, du måtte træffe på baggrund af det, du læser på denne blog. Indholdet på bloggen er af oplysende karakter og har et uddannelsesmæssigt sigte. Det er ikke at betragte som hverken investeringsrådgivning eller anbefalinger, ej heller forholder vi os til læserens private, økonomiske situation. Enhver brug af oplysninger er på egen risiko. Al handel med værdipapirer indeholder risici. Man bør ikke handle for penge, man ikke har råd til at tabe. Vi opfordrer til, at der søges rådgivning, hvis læseren ikke forstår de på området gældende risici. Det historiske afkast på feltet investering er ingen garanti for fremtidig gevinst. Vi er ikke er ansvarlige for nogen valg, du måtte træffe, på baggrund af hvad du læser på www.opheliainvest.dk eller hører til events arrangeret af Ophelia Invest IVS.